Fremtidens arbejdsform
Da karantænen blev igangsat under Corona-krisen, tænkte jeg for mig selv, at der måtte komme nogle spændende udviklinger i takt med dette. Hovedsageligt pønsede jeg på, hvordan vi kunne omgås hinanden digitalt i fremtiden. Hvad det vil betyde for vores samliv med hinanden, at vi nu måtte tilpasse os omstændighederne og lade det kropslige ligge. Vil vi udvikle vores teknologi til en sådan grad, at vi ville vælge hellere at mødes online, end at tage ned i byen for at se hinanden?
Så opstod realiteten, og jeg mærkede på egen krop, hvad det vil sige at have 5 timers online undervisning, hver dag, fem dage om ugen. Der slog det mig, at den teknologiske udvikling, der skulle gøre, at vi vælger det digitale fremfor det kropslige møde, ikke er noget vi ser lige foreløbigt. Det fik mig derimod til at tænke på det omvendte. Ud fra de forudsætninger vi har haft under karantænen, med hjemmearbejde og digitale møder, gør det os opmærksomme på, om vi er tilfredse eller utilfredse med den arbejdsform, som dominerer lige nu?
Den overvejende metode til at arbejde på i dag er ved hjælp af et teknologisk apparat på den ene eller anden måde. Personligt ville jeg heller ikke kunne forestille mig at arbejde anderledes. Spørgsmålet er således om den digitale arbejdsform bliver tildelt for mange arbejdsformer, end hvad der er nødvendigt. Det er muligt at kontakte sine kollegaer gennem mails en hel dag, uden at se et andet ansigt. Arbejdsopgaverne kan ses online, og de kan tilfældigvis også udføres online. Adskillige services og et webcam gør det muligt at være med til et fysisk møde, uden faktisk at være i rummet. Det er også interessant at se på, hvordan det går udlejning af kontorlokaler, nu da det er gået op for en hel klode, at arbejdet faktisk kan klares hjemmefra.
Det viser sig at arbejde foran en computer faktisk har fordele. Det øger effektiviteten af det arbejde der udføres. Det er til gengæld kun med 5,5 procent. Dette lægger igen op til at vurdere, om der muligvis er arbejdsformer computeren ikke behøver at varetage. Måske ville det kun mindske effektiviteten med 1 procent, til fordel for at øge arbejderens tilfredshed. I sidste ende er det gætværk, men inden vi ser os om, er online arbejde en så integreret del af vores arbejde, at der ikke er en vej tilbage. Nu er et godt tidspunkt at spørge om, hvorvidt vi hellere vil sende mails en hel dag, eller videregive det mundtligt. For ikke at nævne, at arbejderen aldrig ved om chefen kigger med bag skærmen eller ej.
Magnus Emil Ejsing