Virtuelle fædre: Coronakrisen og de teknologiske løsninger
I en krisetid må myndighederne altid tage nogle svære beslutninger. Og da Mette Frederiksen på et pressemøde den 11. marts sagde, at nedlukningen af samfundet ville ”få store konsekvenser for alle danskere”, var det bestemt ikke en underdrivelse. For os vordende forældre betød coronakrisen, at de forestillinger vi gjorde os om graviditeten, blev vendt på hovedet.
Sygehuse, jordemoderpraksisser og lægehuse lukkede ned. Eller i hvert fald for os fædre. Kun den gravide måtte møde op til lægekonsultationer, scanninger og samtale med jordemoder. Vi andre måtte kaste os i armene på diverse teknologier og sætte vores lid til, at de kunne formidle vores fravær.
Nedlukningen af samfundet var en nødvendighed. Men genåbningen har båret præg af mange partipolitiske slagsmål, kampagner fra interesseorganisationer som Efterskoleforeningen og meget tvetydig kommunikation fra myndighederne. Mens efterskoleelever måtte vende tilbage til deres skoler, måtte fædre stadig ikke komme med til scanninger, høre barnets hjertelyd eller snakke med en jordemoder.
Det vidner om et system – eller en tænkning – der alt for ukritisk hviler på nemme teknologiske løsninger. Graviditetskonsultationerne kunne godt klares uden fædrenes fysiske tilstedeværelse. Resultatet blev dog et uhensigtsmæssigt corona-eksperiment i graviditetsperioden. Selvom nemme teknologiske løsninger som graviditet-apps, FaceTime og Zoom relativt nemt kan fungere som et midlertidigt alternativ, kan de på ingen måde erstatte menneskelig kontakt. Forskning viser, at mentale problemstillinger knyttet til det at blive far i forvejen ofte overses i sundhedssystemet, fordi fødselsforberedelsen ofte bliver meget sundhedsvidenskabelig og teknisk med fokus på relationen mellem mor og barn.
Dette illustrerer en af de faldgrupper, vi i dette digitaliserede samfund ofte falder i. Selvom teknologiske løsninger på komplekse sundhedsproblemstillinger kan være banebrydende og visionære, bør vi i højere grad overveje konsekvensenerne, når vi erstatter menneskelig kontakt med teknologier. Det har vi især set under coronakrisen. Kan en videokonsultation med lægen over Zoom i lige så høj grad skabe relation og empati? Kan en online coronatest spotte en person med sygdomsangst? Kan en fødselsforberedelsesvideo forberede vordende forældre godt nok?
Når teknologiske løsninger tilbyder os udvej, integrerer vi dem ofte ukritisk i vores hverdag. Men bare fordi de kan være nemme – og til tider mere effektive – bør vi ikke glemme at fastholde værdien af den menneskelige kontakt.
Magnus Refsgaard