Den digitale krop
Coronakrisen raser stadig omend i en mere triviel form end i de skæbnesvangre dage i marts, hvor isolation og nedlukning lagde gader øde og med ét skabte en helt ny virkelighed for os alle. En pandemi, der har gjort os tættere som verdensborgere, da alt på en gang lukkede ned, og samfundssind skabte et nyt, stærkt fællesskab på tværs af alder, interesser og social status. Men samtidig har mange af os aldrig følt os mere alene. Hudsulten har været nærmest ulidelig for dem, der har været isoleret alene, som på grund af fare for smittespredning og Heunickes røde og grønne smittekurver forblev isoleret og i frivillig karantæne.
Da vi i løbet af få dage kollektivt blev hjemsendt fra arbejde, skoler og universiteter og med ét var afskåret fra alle sociale aktiviteter, blev vi reduceret til en digital krop bag en skærm; en stemme og et ansigt. Og det har gjort et særligt indtryk på mig. Digitale tendenser, som i forvejen har fået stor magt over os som individer i det offentlige rum, er i denne periode blevet vores primære adgang til virkeligheden.
Det kan ikke overraske nogen, at den digitale sfære har været med til at definere nye former for virkeligheder, men under corona har vi samlet stumperne af de kropslige fællesskaber ude på internettet i de interfaces, som vi holder så meget af. Vi har været sammen hver for sig, men været afskåret fra det, som de sociale medier simulerer: menneskelige interaktion, der i sin natur er defineret af sociale koder, tilstedeværelse, sanser og krop.
Og jeg er også derude fanget i de sociale mediers krog, og det, jeg er bange for post-corona, er, at de sociale medier i sidste ende reducerer mig til en digital krop bag skærmen, der svæver sammen med alle de andre vægtløse kroppe på the World Wide Web, afskåret fra den virkelige verden og forenet af 0er og 1er i tusindvis af bittesmå pixels på små og store skærme langt, langt væk fra kød, blod, hud, kram og akavede håndtryk. Det manglende nærvær har skabt en angst i mig, fordi teknologien aldrig kommer til at kunne simulere kropsdufte og berøring; det sanselige nærvær, der er vidner om kroppens komplekse biologi. Tanken om endnu et lockdown skræmmer mig, selvom de digitale møder i mange henseende kan være et miljørigtigt og mere effektivt alternativ til et møde ude i den rigtige virkelighed. Men webcammet fratager os de sociale koder, som vi har brugt årevis på at lære at agere efter, og som skaber tryghed og tillid i vores relation til andre mennesker. Den digitale sfære forlænger vores opfattelse af virkeligheden og udvider det offentlige rum, men uden det levede liv, mister de sociale medier deres værdi, fordi de danner rammen om indhold, der simulerer et liv udenfor internettet.
Jeg har Black Mirror-agtige mareridt om fremtidige forhold dikteret af globale kriser, som denne pandemi stadig er. Men for at vores liv fundamentalt set skal give mening, bliver vi nødt til at insistere på det nærvær, der koster både krop og håndsprit.
Sara Løvschall Grøntved